Hvordan kan vi blive bedre til at genanvende gamle materialer? Vi testede nogle løsninger i forbindelse med indretningen af vores eget nye kontor.
Nyt kontor med gamle materialer
I vores nye kontor har vi arbejdet med flere typer af genbrug. Vi har forud for projektet opbygget vores egen materialebank med bl.a. glaspartier, mineraluld, loftsplader, stålrammesystemer, gipsplader m.v. fra diverse nedrivnings- og ombygningsprojekter i vores ejendomme. Nu fik vi lejlighed til at trække lidt på ressourcerne i materialebanken. Det gav også et nyt aspekt til samarbejdet mellem vores indretningsarkitekt Nanna, projektleder Johan og bygherre Stefan.
Vores mødelokaler har store glasvægge, og her har vi genbrugt 12 mm glaspartier fra materialebanken. Glaspartier er lette at genbruge ved standardmål, men det er desværre ikke muligt at tilpasse de gamle partier til specialmål, så her har vi suppleret med nye. Der er i alt genbrugt 60 glaspartier og indkøbt 21 nye.
Ved alle gipsvægge er den inderste gipsplade, mineraluld og størstedelen af stålrammensystemet genbrugt fra tidligere vægge. Det er dermed kun toprammerne, og den yderste gipsplade og overfladebehandling, som er ny. I alt er der genbrugt 120 m² gipsvægge, der alle har fået ny overfladebehandling.
Kigger du nøje efter på vores lofter, vil du måske bemærke enkelte uregelmæssigheder. Her har vi genbrugt 400 ud af de 750 loftsplader. Endelig har vi genbrugt de syv lyddøre og to branddøre i lejemålet.
Inventar og CTS
Langt størstedelen af vores inventar har vi med fra det gamle kontor. Stilmæssigt ville vi dog gerne have et lysere look ved arbejdspladserne, så her har vi udskiftet bordpladerne og beholdt de gamle hæve/sænke-stel.
De oprindelige energi- og ventilationssystemer i kontoret er også genbrugt, men er nu koblet op til den nyeste CTS, som skal sikre et endnu bedre indeklima og markant lavere energiforbrug.
I samarbejde med SWECO har vi udviklet en LCA-beregner, så vi kan vurdere belastningen af de bygningsmæssige tiltag. Med de genbrugte bygningsdele har vi sparet ca. 8.125 kg. CO2-ækv. Det svarer til den årlige drift af et standard kontor på 3.371 m² - eller syv flyture fra København til New York tur-retur. Som med alle klimaberegninger er der diverse forbehold, og resultaterne beskriver kun upfront-emissioner og ikke hele livscyklusvurderingen.
Nu har vi så et velfungerende kontor, og i det daglige tænker vi ikke nærmere over, at flere dele er genbrugt. Men erfaringerne giver vi gerne videre, og kontoret bliver da også brugt som showroom og inspiration ved fremvisninger.