Ørestads medicinal-klynge vokser

Det er ingen hemmelighed, at internationale medicinal- og Life Science-virksomheder sætter stor pris på Ørestad og den centrale placering. Om få måneder flytter japanske Astellas Pharma ind i HUBNORDIC på Arne Jacobsens Allé 15-17, i Ørestad City. Her får Astellas Pharma naboer som Bayer, Novartis, Sandoz, Alcon, UCB, Medtronic og Medicologic samt netværksorganisationen Medicon Valley Alliance. Desuden ligger virksomheder som Novo Nordisk, Orion Pharma, Mylan og Ferring også i lige i nærheden.

 

Nordisk hovedkontor for 125 medarbejdere

Astellas Pharma er blandt verdens 20 største medicinalvirksomheder målt på omsætning og åbner sit nye nordiske hovedkontor den 1. august 2021 med godt 125 medarbejdere i Norden. Virksomheden er repræsenteret i 42 lande, udvikler receptpligtig medicin og har primært specialiseret sig inden for terapiområderne onkologi og urologi.

 

Flere fordele ved Ørestad

”Vi havde brug for at tænke over vores måder at arbejde på og ser mange fordele ved HUBNORDIC. Vi kommer fra et kontor i meget flotte omgivelser, men med en mere begrænset infrastruktur. HUBNORDIC tilbyder et dejligt fleksibelt kontor med mange fællesfaciliteter og muligheder for at samarbejde og interagere såvel som et stimulerende miljø. Det er en meget god beliggenhed med metro, togstation og motorvej tæt på kontoret. Vi ser meget frem til at flytte ind, ” fortæller Nina Eriksen, HR Partner i Astellas Pharma.

Markeds- og Ejendomschef Stig Fermi-Erichsen fra KLP Ejendomme ser også gode perspektiver for sin nye lejer.

”Vi er meget glade for at kunne byde endnu en stor medicinalvirksomhed velkommen. Der tales meget om klynger for tiden. Det er klart, at klynger giver virksomhederne mange fordele, i forbindelse med netværksdannelse og fælles faglige initiativer, når man dagligt ses i personalerestauranten, eller måske til et af Medicon Valley Alliances arrangementer. Et kontorlejemål i HUBNORDIC tilbyder langt mere end en arbejdsdestination. HUBNORDIC leverer en bred palette af faciliteter og services som understøtter virksomhedernes daglige drift samt medarbejdernes individuelle behov.”

Han fortæller, at flere af HUBNORDICs lejere er nordiske hovedkontorer, som udover den centrale placering tæt på metro og lufthavn og Øresundsbroen, især er glade for den fleksible tilgang til konferencecentre på tværs af ejendomme og den gode komfort.

”Vores ejendomme har en international profil, hvor der tales mange sprog over frokosten. Den profil er Astellas Pharma med til at styrke og vi glæder os til, at de flytter ind,” slutter Stig Fermi-Erichsen.

AST_H_FC_RGB.jpg